INTRODUKTION

ARKTIS har været en del af vores forestillings- verden, længe før det faktisk blev en del af vores verden. Mennesker har gjort sig ideer om Nordpolen, om ismassernes øde, inden nogen ved selvsyn kunne berette om dem. Jo mindre man vidste, des mere eventyrlige blev billederne af det ukendte land, for det man ikke har set, det kan man drømme sig til.

ARKTIS handler om disse drømme. En del af drømmene forblev fantastiske fortællinger, men nogle af dem blev virkelige, nemlig hos de mænd, der tog af sted. Først gjaldt det Nordvestpassagen, så man kunne komme til Kina ovenom, siden gjaldt det bare Nordpolen selv – hvem kom først?

ARKTIS handler om disse rejser – både om dem i bevidstheden hos drømmerne og om dem i virkeligheden. Rejserne hentede deres drivkraft i en mangfoldighed af motiver fra imperiernes handelsinteresser og territorialpolitik til individualistiske stræberes romantiske længsler og jagt på viden, oplevelser og store bedrifter. Til tider faldt motiverne sammen, og en hel kultur kunne blive grebet af hvid feber – driften mod nord.

ARKTIS falder i syv kapitler. Det første kapitel Det sublime viser visuelle eksempler på den skrækblandede fryd, hvormed kunstnerne dyrkßede det store landskab. Under overskriften Observationer møder vi både videnskabsfolk og billedkunstnere, som på basis af undersøgelser og iagttagelser giver os viden om den arktiske region. Udstillingens tredje kapitel Den vide verden rummer kunstnernes forestillinger om det enestående og særlige sted Arktis er, medens Undergang og Mytologier tager os med ind i heltenes verden. Det sjette og syvende kapitel Stemmer og Ansigter og Erobring handler endelig om menneskene, om dem, der var der, og om dem, der gerne vil være der. Som fixpunkter i fortællingen, møder vi seks af de mest markante ekspeditionshistorier med hver deres hovedperson: John Franklin, Fridtjof Nansen, Salomon Andrée, Frederick Cook, Robert Peary og Knud Rasmussen.

ARKTIS er en udstilling, der blander kulturhistorisk materiale og kunst, herunder ikke mindst samtidskunst. Når den hører hjemme på et museum som Louisiana, skyldes det først og fremmest vores tro på, at man ved at spejle kunst og kulturhistorie kan få øje på aspekter begge steder, som ellers forbliver usynlige. Vores kultur er fuld af forestillinger, bevidste og ubevidste – og kunstens billeder er dybt forbundne med den virkelighed, de er rundet af.

Arktis – ved enhver – er en enorm udfordring til menneskets fremtid, til vores civilisation. Arktis er derfor i dag meget mere verden end forestillingsverden. Det er vigtigt at kende fortællingerne om dette sted, der nu er under forvandling. Det skærper blikket for det, der sker nu – og det er en af museets vigtigste opgaver. Smelter Nordpolen står vi både med en ny verden og nye forestillinger.

 

DET SUBLIME

I kunsten kan vi vise billeder af situationer, vi ikke kan udholde i virkeligheden. Forskrækkelse og afsky melder sig, når vi møder det forfærdelige, men så længe det er fiktion, kan vi overkomme det. Vi kan tilmed vende tilbage til virkeligheden, tilfredse med at den er noget andet end på billedet. På den måde kan den forfærdende kunst løfte vores hverdag og bekræfte os i, at virkeligheden er bedre end sit rygte.

I 1700-tallets slutning brugte filosofferne begrebet ‘det sublime’ til at beskrive denne mekanisme. Sublime motiver i billedkunsten blev hentet i naturen. Ildsprudende vulkaner, utilgængelige bjerge og have i oprør var både imponerende på grund af deres vælde og brutale skønhed, og frygtindgydende fordi beskeden var klar: Naturen er stor og vi er små. Måske er verden slet ikke skabt med mennesket for øje.

Og så alligevel. Vi står jo her og ser på landskabet, mægtigt eller ej, som billede. Vi kan altså hæve os over det forfærdende. Vi kan få hold på det ved at fremstille det som billede, ved at forvandle det til kunst – eller bare til sprog. Man så derfor den sublime kunst som opbyggelig, fordi den gjorde borgeren i stand til at forvalte det grænseløse og det truende.

Det sublime er ikke det ude i verden, men den effekt verden kan have på beskueren. Om Arktis vidste man lige nok til at den uendelige is og de farer, der lurede i det afvisende landskab, kunne løftes ind i kunsten som noget skønt og skræmmende. Jo voldsommere, des bedre – og kulturindustrien i London greb chancen med det samme og gjorde den arktiske gru til datidens visuelle underholdning. Samtids-kunstneren Guido van der Werve har sin egen kommentar til hele dén tradition.

DEN VIDE
VERDEN

Arktis er for stort til at være et landskab, hvis man med ordet landskab tænker på noget genkendeligt, der er rammet ind af oplevelser, stemninger og erindring. Følelsen af uendelighed er voldsom og gør på en måde Arktis billedløst, fordi man ikke kan træde et skridt tilbage, løfte blikket og fastholde et indtryk. Øjet pendler derfor hele tiden mellem det største – vidde og dybde – og det mindste, som spejler det største. Der er ingen forskel på en lille isklump og et stort isbjerg: Krystallerne opfører sig ens, brudflader og frakturer er de samme – det store kan ses i det små. Og der er ingen rigtig forskel på to isbjerge, om man vil. De er godt nok aldrig ens, men de er ikke desto mindre ligedannede.

Afstand er et permanent problem i Arktis. Man kan ikke bedømme afstand. Man kan lære sig selv, at ting er meget længere væk end man tror, fordi man nu ved, at det er sådan. Men man kan ikke opleve det.

Afstand kan også slå om i afstandsløshed, fordi det på en måde ikke betyder noget, hvor man er – med mindre man har ærinder i isørknen. Det er som om hele verden følger med, når man bevæger sig. Arktis er ikke en destination, det er et element man er i.

Storheden i Arktis – og skønheden – har med disse kvaliteter at gøre. De påvirker os meget kraftigt, vi der kommer rejsende fra lande med tilrettelagte landskaber, og de udløser en umiskendelig fornemmelse af dette sted som noget helt særligt, noget enestående. Også derfor har kunstnere i mange år beskæftiget sig med isen og sneen og lyset og lyden og kulden og mørket, og hver på deres måde fortolket det sanselige nærvær eller fravær, der indfinder sig her – som stof, symbol, billede eller fortælling.

UNDERGANG &
MYTOLOGIER

ANDREES BALLONFÆRD ER EN MÆRKELIG OG FULDKOMMEN TRAGISK HISTORIE, SOM OGSÅ HANDLER OM DEN POLARE EKSPEDITIONSKULTURS KARAKTER AF ÆREFULD DYST. Andrée var uddannet i tekniske videnskaber og som sådan benhård rationalist, han troede på fremskridt og industri og var glødende entusiast og usårlig optimist. Men da han, i andet forsøg, endelig tog af sted fra Svalbard, var han formodentlig overbevist om, at det aldrig ville lykkes. På hjerteskærende vis var han blevet en fange af sin egen rolle – at give op i en offentlighed, der havde hørt på hans engagerede fremtidsfilosofi, var ikke en mulighed. Eftertiden har således diskuteret, hvad der egentlig betød mest for Andrée: At nå Nordpolen eller at bevise en bestemt teknologi – ballonfartens – muligheder, og man hælder til det sidste.

Den 11. juli 1897 er vinden gunstig, og ballonen stiger mod himmelen for efter få minutter nærmest at styrte i havet. Herefter driver den af sted som den skal, men nu uden mulighed for at styres – man rejser altså som vinden blæser. Snart er det slut. Ballonen ligger som en stor skamskudt fugl, et tungt og vådt og mørkt monument over fejlslagen forhåbning og umulig lethed. Man strider sig vej tilbage mod civilisationen, men når aldrig frem. Strindberg, 25 år og nyforlovet, dør som den første, så Frænkel og Andrée på henholdsvis 27 og 43 år. Først tredive år efter får man vished for, hvad der egentlig skete. Man finder man de tre lig og de efterladenskaber, der blandt andet omfatter en række mageløse fotografier - 5 ruller film med i alt 93 billeder, som for første gang nogensinde vises i sin helhed - i forbindelse med Louisianas udstilling. Og man ser det: alt gik virkelig galt, sort på hvidt.

FRIDTJOF NANSENS EVENENTYR KULMINERER I EN LEGENDARISK SLUTSCENE: Efter at have vandret rundt på isen sammen med sin assistent, Hjalmar Johansen, i halvandet år og nu på katastrofens rand hører Nansen en dag hundeglam. Han runder et isbjerg og pludselig står der en mand foran ham. Nansen letter på hatten og siger ”How do you do”. Fredrick Jackson, selv polarfarer, svarer som enhver gentleman ”How do you do”. Og fortsætter: ”Aren’t you Nansen?” ”Yes, I am Nansen.”

Nansen var en helt. Begavet, intelligent, videnskabelig i baggrund og ambition, fotogen, med stor udstråling og integritet. Hans teknologiske inspiration kom fra norsk ski kultur og resten lærte han af de lokale. Nansen var og blev et rationelt og innovativt gemyt, der lagde hovedet til jorden og lyttede. Men han var også en romantisk eventyrer, der blev grebet af drømmen.

Nansens hovedtræk var genialt. Han antog, at isen måtte drive fra øst mod vest hen over Nordpolen, så han lod sit skib, Fram, komme i besæt, indefryse – det var bygget til det. Fram frøs inde og drev, men ikke nordligt nok, så Nansen besluttede sig for at forsætte til fods. Han nåede længere nordpå end alle andre hidtil, men aldrig frem. Til gengæld kom han hjem igen, som videnskabsmand med masser af observationer i bagagen og medbragte endvidere en række fascinerende fotografier, der i bedste romantisk stil viser mand & natur, skuende, drømmende, vurderende, brugende hele sit intellekt på at komme igennem den is, han resten af sit liv forblev den store ekspert og autoritet i.

STEMMER &
ANSIGTER

Arktis er en ødemark. Men det er også dyreliv og menneskeliv. Det er stemmer og ansigter, der fortæller, at selv her kan man leve – hvis man tænker sig om. Mange af dem, der drog mod nord, tænkte sig nok om, men de tænkte som de plejede – og de, der overlevede rejsen mod nord, var dem, der gjorde som dem, der allerede var der: Lyttede til verden, lagde øret til det, der bar – jorden eller isen.

Mennesker kan leve mange steder, når de skal. De lever ikke ens, men noget i måden at leve på er alligevel det samme. Hvis ikke man skaffer sig føde, dør man. Hvis ikke man passer på sit afkom, dør familien. Hvis ikke familierne passer på hinanden, dør gruppen. Der er mange måder at leve på, og der er mange måder at overleve på. Jagten på dyrene sørger for det lille stofskifte, fortællingerne og billederne for det store.

 

Nogle af dem, der drog nordpå, var meget overraskede over at møde mennesker deroppe. Og nogle var så overraskede, at de ikke kunnese dem som mennesker overhovedet, hvorfor de udviste megen umenneskelighed. I dag, hvor mange af dem, der bor i Arktis, gerne vil være som alle andre mennesker, leve og overleve som andre mennesker, er der stadig nogle, der mener, at det ikke er passende. Nu er det Arktis selv, det uberørte, landskabet, isen, der har fået stemme. Og de, der bor der, må atter en gang overveje, om de kan leve og overleve dér.